Om mig - Rikke Romme

Jeg arbejder med flydende støbeler, som jeg indfarver eller i hvidt, som naturen har skabt det.

Porcelænsleret har både noget fint, skrøbeligt og rent over sig og samtidig er det det ler, der kan tåle at blive brændt højest og har en enorm styrke. Det kan også laves så tyndt, at lyset kan skinne igennem. Det er disse modsatrettede evner, der til stadighed fascinerer mig og udfordrer mig på 15. år.

Det meste af mit keramik er udsprunget af et behov, som leder over til en idé og ender med et produkt.

Luftplanterne nedenfor opstod som et ønske om at have levende og grønne planter i mit soveværelse. Soveværelset ligger på 1. sal og har meget skå vægge på begge sider og der er faktisk kun plads til det allemest nødvendige. Men der går en gammel smuk hanebjælke på tværs af rummet. Hvis der skulle hænge planter over min seng, var det vigtigt at der ikke var noget jord – men hvilke planter lever uden jord? Det gør arten Tilllandsia. Så mine planteophæng blev designet specielt til dem og i dag hænger der 8 stk hele vejen over i forskellige længde snore.

Jeg har siden barndommen haft ler i hånden og været fascineret af det.

Jeg har prøvet de fleste lertyper, men det blev porcelænsleret, som holdt min opmærksomhed fanget. Det er besværligt og fantastisk på samme tid.

Jeg indfarver og støber min keramik og udfordrer grænserne for, hvad leret kan. 

Jeg råbrænder mit keramik af hensyn til klima og økonomi. Det er en meget gammel dansk proces. Den stammer fra dengang de danske pottemagere selv gravede leret op af jorden og fjernede urenheder i form af plantedele og sten.

Herefter skulle leret brændes. Det var en dyr og tidskrævende proces, hvis leret først skulle forglødes, glaseres og så brændes igen. Derfor valgte pottemagerne at springe den første brænding (forglødning) over.

Det betyder, at når et emne er færdigt og tørt, så glaserer jeg direkte på tørt ler. Dette er noget mere svært end det måske lyder.

Forestil dig, at du har en klump tør jord i hånden og hælder vand over den – den bliver ret hurtigt til en gang mudder. Men, hvis man er hurtig nok og har styr på emnets tykkelse og tiden glasuren er i berøring med leret i, kan det lade sig gøre.

Jeg kan godt afsløre, at en hel del keramik er gået tabt i forsøget på at lære denne teknik. I dag er jeg blevet ret god til det. Jeg mister stadig nogle få ting, men på denne måde sparer jeg tid, kunden sparer penge og klimaet sparer CO2.

På mine kurser vælger jeg dog at forgløde kursisternes ting. Det giver for meget ærgelse og jeg vil så gerne, at alle oplever weekenden som hyggelig og stressfri.